Danmarks første nybyggede arkitektskole indviet

12-10-2021

Den 4. oktober 2021 blev den nye arkitektskole i Aarhus indviet med deltagelse af blandt andre H.K.H. Kronprins Frederik og transportminister Benny Engelbrecht.

Hovedindgangen til den nye arkitektskole i Aarhus
Alle fotos: Rasmus Hjortshøj

Arkitektskolen Aarhus holdt den 4. oktober indvielse af deres nye skole – Danmarks første nybyggede arkitektskole - på Exners Plads i Aarhus. Til indvielsen deltog blandt andre transportminister Benny Engelbrecht, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, og H.K.H. Kronprins Frederik, der bogstaveligt talt slog et slag for arkitekturen ved den kraftprøve, der erstattede den traditionelle røde snor-klipning, for at markere den officielle indvielse.

- Vi er meget glade for og stolte af, at vi er lykkedes med at opfylde Arkitektskolen Aarhus' ønske om en "arkitekturfabrik" til de studerende, som rektor udtrykte det, da han i sin tid skulle formulerede visionen for den nye Arkitektskole i Aarhus, siger Lisa Sørensen, teamleder og projektchef i Bygningsstyrelsen.

Arkitektskolen Aarhus ønskede en robust og fleksibel bygning, hvor skolen nemt kan tilpasse sig nye krav og behov i fremtiden. En rå og åben struktur af generel værkstedskarakter, hvor ansatte og studerende får rig mulighed for at eksperimentere og udfordre fremtidens arkitektur.

Et såkaldt mock-up rum i den nye arkitektskole i Aarhus, hvor de studerende bygger store modeller

Enkelthed løser detaljerne

Løsningen på ønsket er fleksible skillevægge, brede spænd, dobbelthøje rum og store volumener, der gør bygningen yderst fleksibel at tilpasse til skiftende behov. Beton, træ, stål og synlige installationer giver bygningen et råt og ærligt udtryk, der samtidig spiller en rolle i udviklingen af fremtidens arkitekter, der tydeligt kan se bygningens elementer, materialernes indvirkning og samspil, samt håndværket bag. Designets enkelthed er et detaljeret svar på skolens behov for høj funktionalitet og stor fleksibilitet.

Store indvendige glaspartier skaber transparens, så de studerende kan se og lære af hinanden, ligesom facaden i glas gør de studerendes aktiviteter og det daglige liv synligt og tilstedeværende for omverdenen. Det er en bygning, som gør det muligt for de indvendige og udvendige rum at flyde sammen og med en enkel arkitektur opmuntrer til fællesskaber og vidensudveksling.

Tegnesal i den nye arkitektskole i Aarhus

Effektiv udnyttelse, høj kvalitet og lang levetid

Med en brutto-/nettofaktor på 1,14 - mod et gennemsnit på 1,6-1,8 for typisk universitetsbyggeri - skubber projektet til grænserne for, hvordan vi i fremtiden bygger mindre, og dermed mere arealeffektivt.

De robuste materialer og synlige installationer, der er udført i høj kvalitet, kan modstå slid, og gør vedligeholdelse nemmere. Alle disse elementer øger bygningens levetid. Skolen kan ydermere se ind i en fremtid med en markant reduktion af deres energiforbrug på op til 50% sammenlignet med deres gamle skole, samt en høj komfort gennem robuste indeklimaløsninger og systematiske performancetest.

Det store mediateksmøbel i træ

Stærkt samarbejde

Projektet er gennemført i samarbejdsmodellen New Partnering og er præget af et stærkt samarbejde mellem alle involverede parter. Modellen er bl.a. baseret på omfattende bruger- og naboinvolvering og udvisker interne hierarkier i projektorganisationen for at fremme en gennemsigtig udviklingsproces og et stærkt ejerskab på alle niveauer i partnerskabet.

Gang på gang har den kollektive indsats mellem skole, bygherre, rådgiver, naboer, totalentreprenør og de mange dygtige håndværkere på pladsen resulteret i enestående løsninger ved at foretage de helt rette valg og prioriteringer i fællesskab. Parterne har sikret et fuldt forventningsafstemt projekt, hvor der er opnået langt større kvalitet for pengene end forventet, og end hvis parterne havde arbejdet efter en traditionel arbejdsdeling, idet uenigheder og risici i forhold til projektets tid, økonomi og kvalitet er blevet afklaret rettidigt, og pengene er blevet prioriteret der, hvor det gav mest værdi gennem en fælles vidensdeling.

- Der er mange i byggebranchen, som taler om, hvordan man kan forbedre samarbejdet i byggeriet. Her har vi rent faktisk løst den opgave, for det er lykkedes at samle den helt rigtige kreds af mennesker omkring bordet helt fra starten af. Og dette tidlige og tætte samarbejde har givet pote, så vi i dag står med en bygning, der til fulde leverer den efterspurgte funktion og høje kvalitet. Det synes jeg, der er grund til at fejre i dag også, siger Lisa Sørensen, teamleder og projektchef i Bygningsstyrelsen.

Bygningen blev den 26. marts 2021 afleveret af totalentreprenøren til Bygningsstyrelsen to måneder før tid. Bygningsstyrelsen overdrog bygningen til Arkitektskolen Aarhus den 28. juni 2021, og Arkitektskolen Aarhus' ansatte flyttede ind den 1. august 2021, mens de studerende startede den 1. september 2021.

Fakta

Bygherre Bygningsstyrelsen
Kunde Arkitektskolen Aarhus
Totalrådgiver ADEPT
Ingeniør Tri-Consult
Entreprenør A. Enggaard A/S
Arkitektsamarbejde projektkonkurrence og dispositionsforslag ADEPT, Vargo Nielsen Palle, Rolvung & Brøndsted
Bygherrerådgiver Etos Ingeniører, NORD Architects og A2
Øvrige rådgivere
Steensen Varming, Lendager Arkitekter
Landskab ADEPT
Kunst Lea Porsager
Bibliotek Praksis Arkitekter
Budget 287 millioner kr.
Areal 12.500 m2 samt option om yderligere 2.500
I brug 2021
Den nye arkitektskole i Aarhus oplyst i aftenmørke