Drift af FN-byen i erfarne hænder

Udenrigsministeriet har overdraget ansvaret for driften af den nyligt indviede FN-by til Bygningsstyrelsen.

  • FN-byen set fra luften. Billede af 3XN FN-byen set fra luften. Billede af 3XN
  • FN-byen om aftenen. Billede af 3XN FN-byen om aftenen. Billede af 3XN
  • Mødesal i FN-byen. Billede af 3XN Mødesal i FN-byen. Billede af 3XN
  • Indvendig trappe i FN-byen. Billede af 3XN Indvendig trappe i FN-byen. Billede af 3XN
12.08.2013

FN-byen blev indviet i juli og ceremonien blev overværet af blandt andre Dronning Margrethe og statsminister Helle Thorning-Schmidt, mens FN's generalsekretær Ban Ki-moon klippede den røde snor over. Den første etape af byggeriet blev taget i brug tidligere i år, mens den sidste etape forventeligt overdrages til brugerne den 2. januar 2014.

Erfaren driftsansvarlig

Bygningsstyrelsen har som tovholder på proces- og papirarbejder samt ved lejekontraktens tilblivelse spillet en væsentlig rolle i samarbejdet med først By & Havn og senere med de nye ejere Harbour P/S (ejerfællesskab mellem ATP, PensionDanmark og By & Havn), Udenrigsministeriet og FN-organisationerne, der er brugere af det nye byggeri.

Udenrigsministeriet afholder alle udgifterne til husleje og drift af FN-Byen, men har overdraget det praktiske arbejde med driften til Bygningsstyrelsen. Bygningsstyrelsen varetager i forvejen drift og vedligeholdelse af statens ejendomme, en portefølje på ca. 1 mio. m2, hvorfor Bygningsstyrelsens ansatte har stor erfaring og ekspertise med drift af større kontorejendomme. Den erfaring vil blive anvendt til en optimering af driften i FN-Byen og til styringen af alle tekniske installationer. Efter en indkøringsperiode forventes det, at denne indsats kan aflæses på de anvendte driftsmidler.

Driften af en kontorbygning har stor betydning for det "indre liv" i huset. Bygningsstyrelsens medarbejdere har derfor et tæt samarbejde med FN-byens Common Service, der har det overordnede ansvar for det "indre liv" (sikkerhed, vicevært, reception og lign.).

Bygningsstyrelsen er endvidere brugernes ansigt udadtil i forhold til ejerne af FN-byen. Det betyder, at Bygningsstyrelsen træder til ved ændringer i lejemål, ind- og udflytninger, eventuelle uenigheder mellem brugere og udlejer m.m., hvor man søger at afklare disse forhold gennem dialog med fokus på at skabe mindelige og ukomplicerede løsninger.

Lavt energiforbrug – højt sikkerhedsniveau

Den otte-armede bygning er tegnet af 3XN, der også har tegnet bl.a. Retten på Frederiksberg. FN-byen er projekteret som en kontorbygning med et meget lavt energiforbrug og indeholder en lang række bæredygtige løsninger, f.eks. grønne tage, nedkøling med havvand, regnvand i toiletterne og solceller på taget. Den stærke miljømæssige profil har indbragt FN-byen EU's Green Building Award for New Buildings 2012, og en indstilling til at blive certificeret som et af de første energiklasse 1-huse inden for erhvervsbyggeri i Norden. Energiforbruget forventes nemlig at være under 50 kWh/m2, hvilket opfylder bygningsreglementets krav til energiklasse 1.

Samtidig er sikkerhedsniveauet i FN's nye domicil aldeles højt. Bygningen er f.eks. placeret på en ø for sig selv, der er konstrueret til formålet. Øen er lukket for offentligheden, men borgere får adgang til resten af området, og spidsen af Marmormolen bliver et område med direkte adgang til vandet og grønne oaser.

Den nye FN-by gør København til den sjettestørste FN-by i verden målt på antal ansatte og her samles otte af FN's organisationer, herunder WHO og UNICEF. Samlingen af FN's aktiviteter forventes at trække endnu flere samarbejdspartnere og ansatte til.

Bygningsstyrelsen ser frem til at stå for driften af denne imponerende bygning.

Fakta

  • Ejer: Harbour P/S – en ejeroverenskomst mellem ATP, PensionDanmark og By & Havn
  • Bygherre: By & Havn
  • Opført af: E. Pihl & Søn.
  • Arkitekt: 3XN
  • Samlet areal: 45.000 m2