Opprioritering af bygningsfornyelse og vedligehold

Aarhus Universitetspark. Foto: Poul Ib Henriksen Aarhus Universitetspark. Foto: Poul Ib Henriksen

SEA-reformens nye midler til fornyelse og vedligehold af bygninger

Som led i SEA-reformen afsættes i alt 750 mio. kr. i perioden 2016-2019 til fornyelse og vedligehold på undervisnings- og forskningsbygninger. Fra 2020 og frem afsættes der tilsvarende 150 mio. kr. årligt. Midlerne prioriteres af Bygningsstyrelsen til strategiske bygninger med et langsigtet lejeperspektiv.
Selve udmøntningen af midlerne sker i takt med, at det er muligt indenfor Bygningsstyrelsens udgiftsloft.

Vedligehold af bygninger

Med udgangspunkt i bygningssyn vurderer Bygningsstyrelsen, hvilke bygninger der har størst vedligeholdelsesbehov og hvilke arbejder, der skal prioriteres ved udmøntningen af SEA-reformens pulje til vedligehold. Arbejderne udføres af Bygningsstyrelsen. Vedligeholdelsesarbejder finansieret af de centrale midler og de løbende vedligeholdelsesmidler vil blive koordineret i vedligeholdelsesplaner udarbejdet på baggrund af bygningssyn.

Funktionel fornyelse af forsknings- og undervisningsbygninger

Midler til funktionel fornyelse er primært tænkt til eksisterende bygninger, hvis funktionalitet er forældet, og hvor der er kommet et nyt behov til. Udmøntningen af midlerne til funktionel fornyelse fokuserer på en omfattende genopretning og fornyelse af selve bygningerne.

Bygningsstyrelsen vil prioritere større projekter til ældre bygninger, som er et strategisk og geografisk aktiv for universiteterne og styrelsen, men hvor funktionaliteten er forældet. Der gives ikke støtte til laboratoriefaciliteter fra puljen.

Alle funktionelle fornyelsesprojekter samfinansieres som udgangspunkt, hvor der både anvendes midler fra puljen og universiteternes huslejebetaling (SEA-finansiering).

Bygningsstyrelsen er i dialog med universiteterne om projekter, hvor funktionel fornyelse kan være relevant. I 2018 er flere projekter i forundersøgelsesfasen, mens der er indgået endelig aftale om gennemførelse af syv projekter, der enten er under projektering eller udførelse. Bygningsstyrelsen vil løbende igangsætte projekter indenfor rammen af funktionel fornyelse i det omfang, det er muligt, i henhold til udgiftsloftet.