Første spadestik på ny politiskole i Vejle

I dag tager justitsminister Søren Pape Poulsen det første spadestik til den ny politiskole i Vejle – Uddannelsescenter Vest.

  • Rendering af nybygningens forplads Rendering af nybygningens forplads
  • Rendering af nybygnings facade Rendering af nybygnings facade
  • Rendering af atrium Rendering af atrium
  • Rendering af indgang ved eksisterende bygning Rendering af indgang ved eksisterende bygning
31.01.2019

I dag kl. 15.15 tager justitsminister Søren Pape Poulsen første spadestik til den ny politiskole i Vejle. Skolen skal danne rammerne for uddannelse af politielever i Vestdanmark. I december sidste år vandt Hoffmann hovedentreprisen på byggeriet, som får et samlet areal på 20.000 m² - hvoraf ca. halvdelen er nybyggeri og den anden halvdel er renovering af eksisterende bygninger på området.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg siger:

"Projektet er blevet til i et virkelig godt samarbejde mellem Bygningsstyrelsen, Bygningsstyrelsens rådgiverteam og Rigspolitiets brugergruppe. Bygningsstyrelsen har håndteret hele byggesagen særdeles professionelt, hvilket sikrer, at byggeprocessen har fulgt tidsplanen og indenfor den økonomiske ramme."

Den nybyggede del af skolen kommer til at rumme klasselokaler, træningsrum, auditorium og idrætssal samt indendørs og udendørs faciliteter til simulerede træningsforløb. Herudover etableres der i de eksisterende bygninger bl.a. ca. 100 værelser til overnatning i forbindelse med efter- og videreuddannelse samt administrationsafsnit.

Direktør i Bygningsstyrelsen Rasmus Brandt Lassen siger:

"Det er ikke hver dag, man får lov til at bygge en ny politiskole. Det kræver en grundig dialog med dem, der skal bruge skolen, et stærkt fokus på, at projektmaterialet er bygbart, og at der er taget hånd om projektets risici. I den proces har vi haft et supergodt samarbejde med Rigspolitiet og vores totalrådgiver, og nu ser vi frem til et godt samarbejde med entreprenøren, så projektet gennemføres inden for den aftalte tid og pris og i en kvalitet, der lever op til de krav, der er til en moderne politiskole."

Bygningsstyrelsen forventer at kunne overdrage bygningen til Rigspolitiet i efteråret 2020, og politiskolen forventer efterfølgende at kunne påbegynde uddannelsesaktiviteter ved udgangen af 2020.

Fakta

Uddannelsescentret i Vejle opføres som led i en bred politisk aftale fra november 2016 om "Et styrket politi. Et tryggere Danmark". Politiets uddannelsesaktivitet vil således fremadrettet foregå på to uddannelsescentre – et i Brøndby (UCØ) og et i Vejle (UCV).