Energistyring af elforbrug

Bygningsstyrelsen har siden 2012 udarbejdet varmemærker for styrelsens kontorejendomme. Det er vores erfaring, at varmemærket er med til at sikre forsat fokus på nedbringelse og fastholdelse af varmeforbruget.

De gode resultater med varmemærket betyder, at BYGST i 2016 har taget det næste skridt og har udviklet et elmærke. Et mærke, der er et supplement til varmemærket og giver mulighed for benchmarking af kontorbygninger, samt for at se bygningens samlede energiforbrug og forbrugsudvikling. Med både et varmemærke og et elmærke er der et rigtig godt udgangspunkt for at igangsætte energistyringstiltag, som giver besparelser hurtigt.

Den overvejende del af varmeforbruget vedrører ejendommens basisinstallationer, mens den overvejende del af elforbruget vedrører ejendommens særinstallationer. Elforbruget udgør som en tommelfingerregel ca. halvdelen af varmeforbruget i en kontorbygning, men da elprisen er ca. 2,5 gange dyrere end varmeprisen, er der god økonomi i også at spare på elforbruget.

Trafiklyset – Kend dit elforbrug

Bygningsstyrelsen har inddelt elforbruget efter systemet 'Trafiklyset', som giver brugere, ejere og teknikere mulighed for at følge deres årlige elforbrug på en let og overskuelig måde. Trafiklyset inddeler brugernes elforbrug i rød, gul, grøn og grøn plus:

  • Rød er forbrug over 60 kWh/m2
  • Gul er forbrug mellem 40-60 kWh/m2
  • Grøn er forbrug mellem 30-40 kWh/m2
  • Grøn Plus er forbrug under 30 kWh/m2

De foreløbige erfaringer med kortlægning af elforbruget viser, at der i lighed med varmeforbruget er et stort potentiale ved at sætte fokus på spild af elforbruget. På elmærket er derfor angivet en såkaldt tomgangsprocent, der er det elforbrug, der anvendes uden for bygningens normale arbejdstid man-fre. kl 07-17. Tomgangsprocenten har vist sig at være relativt stor, da op til halvdelen af elforbruget anvendes uden for en kontorbygnings normale anvendelsestid.

Elmærkerne for 2016 dækker et samlet areal på ca. 765.000 m².

Elmærkeoversigter

Forbrugsudvikling

Ofte stillede spørgsmål

  • Hvad er basisinstallationer?
    Basisinstallationer rummer mange dele af en bygnings installationer, f.eks.: varmeanlæg, basisventilation, el-forsyning, vandinstallation og afløbsinstallation.
  • Hvad er særinstallationer?
    Særinstallationer er installationer, der skyldes et særligt behov hos kunden. Et særligt behov kan f.eks. være køling til et serverrum, adgangskontrol og låsesystemer, el-apparater og lamper, køkken- og kantineinventar mv.