Augustenborg Slot

  • Augustenborg Foto - Foto: CUBO Arkitekter A/S Augustenborg Foto - Foto: CUBO Arkitekter A/S
  • Havesalen i slottet - ombygges ej Havesalen i slottet - ombygges ej
  • Augustenborg Slot december 2018 Augustenborg Slot december 2018

Augustenborg Slot er opkaldt efter Augusta af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg, som var kusine og hustru til grundlægger af stedets første slot, hertug Ernst Günther. Slottet befinder sig i dag højtliggende i Augustenborg by, som efter opførslen opstod omkring slottet.

Senbarokslot som seminarium, hospital og kontorrum

Det oprindelige slot blev bygget i 1660, men da dette blev umoderne, skiftede hertug Frederik Christian 1. det i 1770-1776 ud med det nuværende. Arkitekt Johann Gottfried Rosenberg kreerede et slot i rokokostil, og slottet er i dag det største og mest helstøbte barokanlæg i Sønderjylland. Anlægget er symmetrisk placeret omkring en gårdsplads og består af en trefløjet hovedbygning og en staldgård. Hovedbygningen er pudset og kalket i gult og hvidt og er kronet med blåglaserede tagsten, mens staldgården er bygget af gule mursten og røde tegltage. I den ene af hovedbygningens tre fløje er en smuk vestibule bevaret, hvori italieneren Michel Angelo Taddei har udført hvidmalet rokokostukkatur. Også i nordfløjen, som huser slotskirken, er prædikestolsalter og dekorationer i fineste rokokostil. Slottet bliver anset som et af Danmarks flotteste barokslotte.

Grundet den 1. slesvigske krig flygtede hertugfamilien i 1848 og vendte aldrig tilbage til Augustenborg. I den tyske tid efter 1864 blev slottet i en overgang brugt som kvindeseminarium, men efter Genforeningen i 1920, hvor Sønderjylland igen blev en del af Danmark, besluttede den danske Rigsdag at indrette slottet som sindssygehospital. Dette blev indviet i 1931, og først i 2015 flyttede psykiatrien ud af slottet og til et nyt byggeri i Aabenraa. Augustenborg Slot blev opkøbt af staten ved Bygningsstyrelsen som led i regeringens plan for geografisk flytning af statslige institutioner. Regeringen meldte i oktober 2015 ud, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen (tidligere NaturErhvervsstyrelsen) skulle flytte ind på slottet, og i maj 2016 blev den første afdeling oprettet på stedet. I hovedbygningen bliver ca. 5.000 m2 ombygget og renoveret, før resten af medarbejderne rykker ind.

Ombygning med respekt for historien

Augustenborg Slot er fredet, og planen for ombygningen og renoveringen er derfor godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen. Den eksisterende bygning repræsenterer mange værdier, og stedets historie huser stort potentiale, som er udviklet og brugt i ombygningen. Flere af de eksisterende dørlysninger er præget af smukke, profilerede indfatninger, som så vidt muligt er bevaret. Også kvaliteter som stor rummelighed, loftshøjde og lysindfald går igen i det nye Augustenborg Slot, hvori Landbrugsstyrelsen skal have kontorer per 3. januar 2019.