En dag i campusudviklingens tegn

20.11.2014

Campusudvikling er et område i rivende udvikling, og der er fra universiteternes side en stadig større efterspørgsel efter viden på området.  Derfor afholdt Bygningsstyrelsen et kundeseminar for vores universitetskunder i starten af november under temaet "inspirationsdag om campusudvikling".

"Campusområdet er vigtigt, og vi har et rigtigt godt samarbejde med universiteterne om udviklingen af deres campus," udtaler Kristian Lyk-Jensen, vicedirektør i Bygningsstyrelsen, der var med på dagen. SDU, AU, AAU, KU, RUC, ITU og CBS var repræsenteret på dagen.

Dagen, der bød på relevante oplæg vedrørende campusudvikling og konkret besigtigelse af SDUs campus, var også rammen for  gode faglige diskussioner.

En central udfordring i forhold til udvikling af campus er integration af erhvervs- og boligfunktioner i campusområderne grundet uklarhed om regler og rammer. Et godt samarbejde med kommunerne blev også nævnt som vigtigt i forhold til campusarbejdet.  På dagen præsenterede Bygningsstyrelsen nye modeller for implementering af campusplanlægning, der sammen med styrelsens erfaringer med helhedsplaner og strategisk udvikling af campusområder netop forsøger at imødekomme de oplevede udfordringer.

De nye modeller åbner op for, at universiteterne kan kontakte Bygningsstyrelsen for at få etableret boliger til forskere eller studerende på campus i regi af SEA-ordningen og i samarbejde med en boligfond og aktør med kompetencer udi boligbyggeri. Bygningsstyrelsen kan i fremtiden også være behjælpelige med etablering af serviceerhverv i mindre målestok – dvs. fx cafe, kiosk, daginstitution på campusområdet eller med at kvalificere universitetskundernes fremleje til fx serviceerhverv.

Du kan altid kontakte Bygningsstyrelsens kundeenhed på kundeenheden@bygst.dk, hvis du vil høre mere om, hvad Bygningsstyrelsen kan tilbyde.