Hurtigere og bedre energidata til ministerier, styrelser og andre statslige institutioner

Bygningsstyrelsen leverer fremover langt hurtigere og mere præcise data for forbrug af el, vand og varme til ministerier, domstole og politiet i hele landet.

  • Vandmåler. Foto af HOFOR Vandmåler. Foto af HOFOR
  • Fjernvarmemåler. Foto af HOFOR Fjernvarmemåler. Foto af HOFOR
27.06.2017

Bygningsstyrelsen er ved at implementere et nyt it- og datasystem, som giver mulighed for at tilbyde vores statslige kunder en bedre service.  Et nyt energidatamodul i it-systemet er et af de første områder, hvor bl.a. ministerier, styrelser og andre statslige institutioner som domstole og politistationer får glæde af en ny digital service fra Bygningsstyrelsen.

Bygningsstyrelsen er meget glad for at kunne tilbyde vores kunder bedre og mere valide data. Allerede dagen efter at et forbrug har fundet sted, kan de fleste statslige institutioner i statsejendomme i hele landet fremover følge deres el-, vand- og varmeforbrug time for time.

Den enkelte institution kan både se data for sit samlede forbrug på tværs af lejemål, bygninger og enkeltinstitutioner, ligesom de kan se data om det detaljerede forbrug i den enkelte bygning (eller en del af en bygning, hvis der er flere brugere af bygningen). Hvis det ønskes, kan forbruget følges for hver eneste måler inden for f.eks. et ministerområde eller for alle politistationer i hele Danmark.

Bygningsstyrelsen ser mange muligheder for at bruge 'big data' på bl.a. energiområdet. De statslige institutioner får bl.a. fremover en unik mulighed for at kunne sammenligne sit energiforbrug med andre og for at holde øje med utilsigtede og unødige energiforbrug. Alle vil også kunne se effekten af en indsats for at spare på energien allerede dagen efter, at et konkret tiltag er sat i gang. Det giver mulighed for at vurdere, om effekten er som forventet, eller om der eventuelt skal gøres mere for at sænke energiforbruget.

Bygningsstyrelsens data hentes direkte fra forsyningsselskaberne. Det sikrer en klar sammenhæng til det forbrug, som institutionerne afregnes for. Bygningsstyrelsen har kontorejendomme i hele landet og samarbejder med i alt 45 forsyningsselskaber om levering af datafiler på varmeområdet. For elforbruget hentes data fra et landsdækkende fælles datasystem, datahubben under Energinet. Fjernaflæste vandmålere er endnu ikke så udbredte, så her henter Bygningsstyrelsen enten data fra egne dataloggere eller ved en manuel indtastning af forbruget.

Bygningsstyrelsen arbejder aktivt for, at alle forbrugsdata måles digitalt og logges automatisk. Aktuelt får vi data for 95 % af elforbruget, 65 % af varmeforbruget og 35 % af vandforbruget fra forsyningsselskaberne. Det øvrige forbrug hentes fra såkaldte dataloggere, som Bygningsstyrelsen selv har monteret. Vi ser frem til, at alle data for vand- og varme kan gøres lettere og hurtigere tilgængelige for vores statslige kunder.

I København kommer alle data fra forsyningsselskabet HOFOR og Energinet. Vandforbruget har en detaljeringsgrad på ned til 10 liter i timen, så utilsigtet vandforbrug uden for almindelig kontortid kan stoppes via en alarm. Bygningsstyrelsen modtager samtidig dagligt graddage fra DMI, så varmeforbruget med det samme kan gøres sammenligneligt uanset vejret.

Bygningsstyrelsen vil gerne takke Rigspolitiet for godt samarbejde ved et pilotprojekt i foråret 2017 om bedre energidata for samtlige politistationer i hele Danmark. Næste skridt er et nyt pilotprojekt, hvor Bygningsstyrelsen arbejder sammen med private udlejere af kontorejendomme. Målet er, at vores statslige kunder, der bruger private kontorejendomme, også får mulighed for at følge deres energiforbrug tæt.