Energispild: Store ejendomme overser varmebesparelser for millioner af kroner

Forsyningsselskabet HOFOR vurderer i forlængelse af Sommerluk.dk-kampagnen, at rigtig mange store bolig- og kontorejendomme fortsat snyder sig selv og deres beboere for store besparelser på varmeregningen, når de glemmer at sommerlukke for fjernvarmen.

26.05.2014

Midt i maj skød forsyningsselskabet HOFOR og Energitjenesten gang i årets sommerluk-kampagne, der skal få danskere med fjernvarme til at huske at lukke for sommerventilen på deres fjernvarmeanlæg. Og selv om budskabet om at spare op mod 1.300 kroner efterhånden har bidt sig godt fast hos parcelhusejerne, vurderer HOFOR, at mere end halvdelen af de store bolig- og kontorejendomme fortsat snyder sig selv for langt større beløb.

- De store ejendomme er ofte lige så lidt opmærksomme som parcelhusejerne på at få sommerlukket, og dermed går de glip af store besparelser. Vores tal viser, at en typisk boligejendom i København på 4 etager med 3-4 opgange og med et energiforbrug mellem 200 og 300 MWh snyder sig selv – og deres beboere – for helt op mod 11.000 kroner, når ikke de får lukket for fjernvarmeanlægget i sommermånederne, siger projektleder hos HOFOR, Jimmi Eiberg.

Ifølge HOFOR er besparelsespotentialet for kontorejendomme i samme størrelsesorden, eller endnu større siger Jimmi Eiberg og vurderer, at ejendomme i København samlet kan spare millioner af kroner ved at sommerlukke, hvilket han understreger også vil være en stor gevinst for klimaet og en nem måde at sikre virksomheden en lidt grønnere profil.

Hos Bygningsstyrelsen, der er den største statslige ejendomsejer, siger teknisk konsulent Bjarne Dalgaard om tallene fra HOFOR:

- Vi lever i en tid med stramme budgetter og krav om, at staten reducerer energiforbruget. Vi må hele tiden være opmærksomme på enhver mulighed for at spare.

- Derfor er det vigtigt, at de driftsansvarlige for hver af vores mange ejendomme sammen med vores lejere er opmærksomme på sommerluk-kampagnen. I Bygningsstyrelsen ser vi også sommerluk-kampagnen som vejen til endnu flere besparelser for vores lejer, for kampagnen giver nemlig et godt udgangspunkt for at tage fat på andre muligheder for energibesparelser. Det gælder først og fremmest det varme brugsvand, som der i dag er alt for lidt fokus på, og hvor vi vurderer, at der kan være endnu større besparelser at hente. Det bliver et af vores næste indsatsområder i jagten på energibesparelser, vurderer Bjarne Dalgaard.

Vil du vide mere om sommerluk-kampagnen, og hvordan du lukker korrekt for dit fjernvarmeanlæg, så se mere på www.sommerluk.dk.

Yderligere information:

Projektleder hos HOFOR, Jimmi Eiberg, mobil 2795 4682 eller email jiej@hofor.dk

Teknisk konsulent hos Bygningsstyrelsen, Bjarne Dalgaard, mobil 4170 1211 eller e-mail bda@bygst.dk