Søndre Campus på Københavns Universitet Amager er nu en realitet

Bygningsstyrelsen gennemførte kort før jul den formelle overdragelse af KUA3-byggeriet til Københavns Universitet. Sammen med KUA1 og KUA2, der blev færdige i hhv. 2002 og 2013, samt et kommende universitetstorv, bliver det nye Søndre Campus et centralt og identitetsskabende hovedelement i bydelen Ørestad Nord.

  • Overflyvning oktober 2016. Foto: Dragør Luftfoto Overflyvning oktober 2016. Foto: Dragør Luftfoto
  • KUA3. Foto: Bygningsstyrelsen KUA3. Foto: Bygningsstyrelsen
  • Foto: MS Bygherrerådgivning Foto: MS Bygherrerådgivning
03.01.2017

KUA3 rummer ca. 48.000 m2 undervisningslokaler og kontorer. Søndre Campus er dermed et sammenhængende bygningskompleks på i alt næsten 130.000 m2.

Søndre Campus udvides i den nye bygning med Det Juridiske Fakultet, Det Teologiske Fakultet, Det Informationsvidenskabelige Akademi og en afdeling af SYMBION, samt en mindre del af Det Humanistiske Fakultet, der allerede er etableret i området.

Ultimo 2018 forventes et nyt universitetstorv at være færdigt. Torvet vil afslutte skabelsen af hele Søndre Campus ved at binde bygningskomplekserne sammen og åbne yderligere op til nærområdet i Ørestad Nord.

Projektchef for KUA3-byggeriet Jørn-Orla Bornhardt fra Bygningsstyrelsen udtaler:

"Det er med stor tilfredshed, at vi nu som oprindelig planlagt har overdraget KUA3-byggeriet til Københavns Universitet. På trods af forsinkelser i udførelsen af råhuset har vi alligevel kunnet indhente tiden. Det skyldes et rigtig godt samarbejde mellem os som bygherre og rådgivere, byggeledelse, entreprenører og ikke mindst Københavns Universitet. Bygningsstyrelsen ønsker at takke alle involverede parter for indsatsen og glæder os over, at Københavns Universitet kan gennemføre studiestart i februar 2017 i de nye faciliteter. Så kan det nye Søndre Campus for alvor komme til sin ret."

Fakta

Byggeriet af KUA3 er gennemført i samarbejde med:

LM Byg, Give Stålspær, CRH Concrete, ELINDCO, Wicotec Kirkebjerg, Eiler Thomsen Alufacader, OKNygaard, Siemens, KONE, Brønnum, Svedan, Ajos, Arkitema Architects, EKJ Rådgivende Ingeniører, Balslev Rådgivende Ingeniører, Julie Kierkegaard Landscape Architects og Sweco.