Moderniseringer af laboratorier på SDU giver glade forskere

19.06.2012

På finansloven 2010 blev der afsat 6 mia. kr. til moderniseringen af laboratorier på de danske universiteter. På Syddansk Universitet i Odense betyder det moderniseringer af laboratorierne på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci for 86, 9 mio. kr. fordelt på instituttets 7.000 m2. Projektet er delt i 5 etaper og 2. etape er netop blevet afleveret.

De anerkendte bygninger fra 70’erne undergår en indvendig modernisering af lokaler og inventar, der skal sikre laboratoriefaciliteter på højeste niveau. Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma A/S er rådgiver for Bygningsstyrelsen på dette moderniseringsprojekt, og Mads Koch fra Nøhr og Sigsgaard fortæller, hvordan man har nytænkt indretningen:

- Kontorernes og laboratoriernes rammer bliver moderniseret med respekt for det oprindelige arkitektoniske udtryk, så rummene fremstår lysere og med større fleksibilitet og ensartethed i indretningen. Der vil også i langt højere grad blive brugt glasdøre og isat store vinduespartier ind til laboratorierne, både for at åbne arealerne op, men også af sikkerhedshensyn.

Mellem bygningerne er der oprindeligt etableret mindre gårdrum under åben himmel, og disse bliver nu overdækket og skal bruges som ”forskertorve”, hvor de ansatte fra forskellige forskningsmiljøer kan mødes på kryds og tværs.

Laboratorier og logistik skal gå op i en højere enhed

Laboratorieinventar og installationer bliver samtidig udskiftet, så faciliteterne er helt i top for de ansatte og i forhold til den miljømæssige belastning. F.eks. skal de gamle stinkskabe, der hver især bruger samme mængde energi som en villa, skiftes ud med mere moderne og energirigtige stinkskabe.

Mie Thomsen, projektleder i Bygningsstyrelsen, glæder sig over at se de ansatte flytte ind i deres nye lokaler.

- Der er store logistikudfordringer forbundet med moderniseringen, for de ansattes hverdag og arbejde fortsætter jo, selvom vi rykker ind og moderniserer. Der for har vi også en stor opgave i at mindske de ansattes gener, så de og deres laboratorieudstyr så vidt muligt kun skal flyttes én gang. Hver gang en ny gruppe kan flytte tilbage permanent, er det en lettelse for dem, og det er dejligt at se dem tage godt imod de nye faciliteter, siger Mie Thomsen.

Siden laboratoriebygningerne blev opført i 70’erne, er nye forskere over en lang årrække ofte flyttet ind, hvor der har været plads. Med moderniseringen var der derfor mulighed for at nytænke alle arbejdsfællesskaber, så de, der naturligt arbejder sammen, nu også fysisk er placeret sammen og kan arbejde sammen på nye måder end tidligere.

Endnu tre etaper forude

Laboratorierne på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci bliver moderniseret i 5 etaper. 1. etape stod klar i december 2011 og efter afleveringen af 2. etape i dag, fortsætter moderniseringen med den tredje og største etape, som skal stå klar i foråret 2013. Bygningsstyrelsen forventer, at 5. etape og den fulde modernisering er færdig i sensommeren 2013.