Prækvalificerede til OPP-projekt til Østre Landsret

Bygningsstyrelsen har prækvalificeret tre leverandører til at afgive bud på OPP-projekt til ny Østre Landsret.

05.03.2018

På baggrund af de modtagne ansøgninger i en prækvalifikationsrunde om OPP-projektet vedrørende ny Østre Landsret i Nordhavn i København, har Bygningsstyrelsen besluttet at prækvalificere tre leverandører til at afgive et bud på opførelsen af det ca. 16.000 m2 store byggeri og den efterfølgende drift, vedligehold, rengøring mv. i en 20-årig periode.

De tre tilbudsgivere er:

  1. A. Enggaard. A/S og Henning Larsen Architects A/S
  2. Casa Entreprise A/S, Kemp og Lauritzen A/S, KPF Arkitekter A/S og Rambøll A/S
  3. KPC A/S, Schmidt Hammer Lassen Architects K/S, Newsec Datea A/S og Oluf Jørgensen A/S.

Fristen for at afgive indledende tilbud er den 20. august, hvorefter der er forhandling med de tre tilbudsgivere. Bygningsstyrelsen forventer at modtage sidste og bedste bud i starten af januar 2019.

Med projektet ønsker Bygningsstyrelsen at tilvejebringe en markant og karakterfuld retsbygning til brug for Østre Landsret. Den skal signalere troværdighed, og samtidig medvirke til, at Østre Landsret fremstår imødekommende, åben og tryghedsskabende. Byggeriet forventes at gå i gang i sommeren 2019, så de nye lokaler til Østre Landsret kan stå klar i slutningen af 2021.