Konceptet

I Bygningsstyrelsen varetages risikostyring centralt.

Klik her for at se figuren i fuld Klik her for at se figuren i fuld

Risikoteamet agerer primært som støttefunktion og er dermed en integreret del af projektledelse og økonomistyring. I praksis arbejder risikostyring på tværs af organisationen, og inddrager relevante parter – for eksempel i forbindelse med risikoworkshops.

Et formaliseret koncept ligger til grund for en gennemgående og struktureret praksis for risikostyring på alle typer byggeprojekter. Blandt andet anvendes et web-baseret system til risikoanalyser og -rapporter og et Excel-baseret værktøj til økonomistyring, som risikostyring er en integreret del af. På den måde sikres det, at der gennemføres en ensartet og systematisk risikostyring på alle større byggeprojekter i Bygningsstyrelsen.

360° risici

Bygningsstyrelsen arbejder med risikostyring på flere niveauer - på de enkelte byggeprojekter og på tværs af det samlede projektportefølje.

På byggeprojekterne indgår risikostyring aktivt i alle byggeriets faser. Fra projektets start udarbejdes en risikostyringsplan, der tager afsæt i det konkrete projekts særegne forudsætninger og risici. Kontinuerligt arbejde med og drøftelse af projektets risikolog danner grundlag for forbrug og monitorering af projektets reserver.

Som bygherre lægger Bygningsstyrelsen vægt på samarbejde med rådgivere og entreprenører m.fl. Derfor spiller erfaring og viden fra eksterne parter en væsentlig rolle i arbejdet med risikostyring. I forbindelse med arbejdet med styrelsens byggeprojekter henstiller vi derfor til, at parter anvender Bygningsstyrelsens risikolog.

Gennem hele processen sættes særlig fokus på en række risikokategorier såsom finansierings- og markedsforhold, organisation og samarbejde, tekniske løsninger, miljøforhold, byggepladsforhold samt overdragelse.

Risici forbundet med arbejdsmiljø, samt forsikringsmæssige risici er ikke genstand for risikostyring. I Bygningsstyrelsen varetages disse risici henholdsvis af arbejdsmiljøkoordinatoren på de konkrete byggesager og af Udbud og Kontrakt.