Beregningsværktøjer

Beregn rentabiliteten

Rentable investeringer er investeringer i energirenoveringer, hvor nettonutidsværdien af de fremtidige besparelser er større end investeringen. Bygningsstyrelsen beregner rentabiliteten af energiinvesteringer på grundlag af en rentabilitetsmodel, som er udviklet baseret på en investeringskalkule. Modellen tager blandt andet hensyn til alternativ forrentning af den investerede kapital og de forventede energipriser på langt sigt. Alle rådgivere og leverandører skal i deres forundersøgelser og tilbud dokumentere rentabiliteten ved beregneren.

De eneste nødvendige oplysninger, der skal indtastes i beregneren er levetid, årlig besparelse i kroner på investeringen og initial investering.

Beregn din reduktion i CO2-udledning

Investeringer som øger energieffektiviteten af en bygning resulterer ikke blot i en reduktion af energiforbruget, men også i en reduktion i bygningens CO2-udledning. En bygnings CO2-udledning består bl.a. af den udledning, der fremkommer ved produktionen af det el og varme, der går til driften af bygningen. En reduktion i energiforbruget medfører derfor også en reduktion i CO2-udledningen.

Reduktionen i CO2-udledningen opdeles i besparelser fra el og varme. Dette gøres, da emissionen af CO2 ved forbrug af 1 kWh el er forskellig fra emissionen ved forbrug af 1 kWh varme, hvilket skyldes forskelle i produktionsprocesserne.