Flot resultat efter PCB-sanering på Slotsholmsgade 12

Bygningsstyrelsen har i perioden juli til november 2016 PCB-saneret de indvendige vinduesfuger på Slotsholmsgade 12 i København. Ingen af prøverne fra 2017 indeholder PCB, der overskrider Arbejdstilsynets grænseværdi.

16.05.2017

Bygningsstyrelsen har i perioden juli til november 2016 PCB-saneret de indvendige vinduesfuger hos Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet, Justitsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Det Administrative Bibliotek på Slotsholmsgade 12 i København.
 
PCB-saneringen betød, at man fræsede de gamle vinduesfuger ud, forseglede overfladerne, hvor fugen havde siddet og lagde en ny fuge mellem vindue og bygning.

Efter saneringen har Bygningsstyrelsen bedt Sweco undersøge indholdet af PCB i luften i bygningen. Resultatet må siges at være opløftende.
 
Resultatet viser en væsentlig reduktion af indholdet af PCB i indeluften i forhold til de målinger, der blevet foretaget før PCB-saneringen i 2015. Ingen af prøverne fra 2017 indeholder PCB, der overskrider Arbejdstilsynets grænseværdi.
 
Ved undersøgelsen er der opsamlet indeluft fra 47 forskellige rum. Målingerne er udført ved opsamling af indeluft i ca. 3 timer, mens bygningerne var i 'normal drift.' Det vil sige, at der har været aktivitet i bygningerne og dermed et normalt, dagligdags luftskifte i rummene.

Bygningsstyrelsen vil i februar/marts 2018 følge op på PCB niveauet i indeklimaet med nye målinger.