Bygningsstyrelsen scorer hattrick og sparer på statens varmeregning for tredje år i træk

Staten sparer 2,5 mio. kr. på varmeregningen i sine kontorbygninger i hovedstadsområdet, efter at Bygningsstyrelsen har indført intelligent energistyring i de statslige kontorejendomme. Besparelsen svarer til en nedgang i det klimakorrigerede varmeforbrug på 13, 5 %. over de sidste 3 år.

  • Ejendomstekniker Teddy Egedal Larsen fra Bygningsstyrelsen (nr. to fra venstre) var nomineret til HOFOR's pris "Den gyldne Termostat" for "en utrættelig indsats for at nedsætte energiforbruget i mange af statens kontorbygninger". Foto: HOFOR. Ejendomstekniker Teddy Egedal Larsen fra Bygningsstyrelsen (nr. to fra venstre) var nomineret til HOFOR's pris "Den gyldne Termostat" for "en utrættelig indsats for at nedsætte energiforbruget i mange af statens kontorbygninger". Foto: HOFOR.
  • Overborgmester Frank Jensen talte og overrakte forleden HOFOR's pris, "Den Gyldne Termostat", til årets driftstekniker. Det skete på Børsen i København. Foto: HOFOR. Overborgmester Frank Jensen talte og overrakte forleden HOFOR's pris, "Den Gyldne Termostat", til årets driftstekniker. Det skete på Børsen i København. Foto: HOFOR.
  • Varmeanlæg Varmeanlæg
25.01.2016

Bygningsstyrelsen gør en stor indsats for at styre energiforbruget i statens ejendomme intelligent ved hjælp af it og ny overvågningsteknologi. Den moderne energistyring har blandt andet resulteret i, at staten for tredje år i træk har sparet på varmeregningen i sine kontorbygninger i hovedstadsområdet.

I alt har hattricket betydet en energibesparelse på 4.500 MWh i 35 statslige kontorbygninger med et opvarmet areal på i alt 328.000 m2. Bygningerne huser flere ministerier og statslige styrelser. Besparelsen svarer til opvarmningen af ca. 250 gennemsnits parcelhuse.

Hattricket på besparelsen på varmeforbruget tre år i træk er primært opnået ved relativt enkle tiltag som f.eks. weekendsænkning, sommerluk, korrekt temperatur i varmtvandsbeholder, samt ved at slukke for varmt brugsvandspumpen udenfor bygningernes normale åbningstid.

Gode data har også spillet en stor rolle. Bygningsstyrelsen har bl.a. sammen med brugerne lettere kunne fastsætte ambitiøse reduktionsmål og sætte skub i de effektfulde energibesparelser. Vel at mærke besparelser der ikke må gå ud over komforten i dagligdagen. F.eks. er det motiverende for alle hurtigt at kunne se konkrete resultater af en indsats. Timeaflæste data har også betydet, at Bygningsstyrelsen allerede den første uge i 2016 kunne opgøre varmeforbruget for 2015 i kontorbygningerne i hovedstadsområdet.

En anden væsentlig forudsætning for få en markant lavere varmeregning er, at ejendomsteknikerne, som står for driften af varmeanlæggene, får en god efteruddannelse og opdaterer deres tekniske viden. Det har stor betydning for styringen af varmeanlæggene i praksis, og for hvordan energibesparelserne konkret føres ud i livet. Det har også betydning, at udviklingen i energiforbruget formidles til brugerne på en enkel og overskuelig måde. Det gør vi blandt andet ved at vise tendensen i udviklingen af energiforbruget med trafiklys og give brugerne mulighed for at sammenligne deres energiforbrug med andre institutioner.

HOFOR har netop uddelt prisen 'Den Gyldne Termostat' til årets ejendomstekniker. I Bygningsstyrelsen er vi stolte af, at en af vores dygtige ejendomsteknikere, Teddy Egedal Larsen, var nomineret til prisen. Prisen gives til en person, der gennem målrettet arbejde med intelligent energistyring har opnået store energibesparelser. Og det har Teddy. Men selvom Teddy og Bygningsstyrelsen ikke vandt, arbejder vi ufortrødent videre med at videreudvikle intelligente energistyring og sænke energiforbruget i de statslige ejendomme.

Da fjernaflæste data fra forsyningsselskabernes varmemålere er helt centrale for intelligent energistyring, er et godt samarbejde med forsyningsselskaberne vigtigt for Bygningsstyrelsen. Vi ser derfor frem til, at flere forsyningsselskaber, som f.eks. i Aarhus udskifter deres varmemålere til målere med fjernaflæsning. Det er også positivt, at forsyningsselskaberne begynder at udskifte vandmålere, så de også kan fjernaflæses og f.eks. afgive en alarm, hvis der sker et uheld eller opstår utætheder. Jo flere af statens bygninger, Bygningsstyrelsen får fjernaflæste energidata fra, jo bedre muligheder har vi for at fastholde og gennemføre nye energibesparelser og dermed skabe økonomiske gevinster for vores kunder.