IKT-bekendtgørelsen

De krav, der udgør hovedelementet i Det Digitale Byggeri, defineres og reguleres gennem Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi i offentligt byggeri, nr. 118 af 06-02-2013 og Bekendtgørelse om anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i alment byggeri, nr. 119 af 07-02-2013 og deres tilhørende vejledninger. Bekendtgørelserne er også kendt under synonymet ”IKT-bekendtgørelserne”. Det fremgår af bekendtgørelserne og de tilhørende vejledninger, hvem der er omfattet af kravene.

De digitale bygherrekrav omfatter en række krav, fordelt indenfor følgende områder:

  • IKT-koordinering
  • Håndtering af digitale byggeobjekter
  • Digital kommunikation og projektweb
  • Anvendelse af digitale, objektbaserede bygningsmodeller i forbindelse med projektkonkurrencer, projektering og udførelse
  • Digitalt udbud og tilbud, herunder udbud med mængder
  • Digital leverance ved byggeriets aflevering
  • Digital mangelinformation.

Virksomheder, som ønsker at byde på statslige, kommunale, regionale eller almene byggeopgaver over visse beløbsgrænser, skal leve op til disse krav.

Kvalitetssikring af projektmaterialer

Siden oprettelsen af et internt kvalitetssikringsteam i 2016 har Bygningsstyrelsen bl.a. gransket de digitale leverancer i rådgivernes projektmateriale. Det vil sige, at teamet udfører konsistenskontrol af bygningsmodeller, som bl.a. omfatter:

  • Systematisk og tværfaglig kollisionskontrol
  • Systematisk og tværfaglig kontrol af krav til bygningsdelenes tolerancer vedr. service og vedligehold
  • Tværfaglig kontrol af de krævede egenskaber i IFC-modeller
  • Tværfaglig kontrol af klassifikation og identifikation af bygningsdele.

Indblikket i projektmaterialernes kvalitet giver Bygningsstyrelsen værdifuld viden, der indarbejdes i de projektspecifikke IKT-specifikationer. Kravene heri præciseres løbende og vi lægger vægt på, at rådgivere og entreprenører skal kende formålet med de digitale leverancer.