Aftalen mellem staten og Christiania

Den 22. juni 2011 blev der indgået en aftale mellem Christiania og staten om en samlet løsning for det fremtidige ejerskab på Christianiaområdet. Aftalen indebærer, at Fonden køber og lejer bygninger og jordarealer af staten, og at Fonden skal varetage genopretning og fremtidig drift og vedligehold af fæstningsanlægget, statens bygninger, forsyning, infrastruktur og belysning m.v. Fonden skal endvidere varetage den fremtidige boligtildeling på området.

Realiseringen af 22. juni aftalen sker gennem fem aftaler. Aftale 1-4 vedrører ejendoms- og brugsrettigheder og aftale 5 regulerer Fondens forpligtelser til renovering, drift og vedligeholdelse af de bygninger og arealer, som fortsat ejes af staten.

Læs købs – og lejeaftalerne:

Aftaletekst
Aftale 1
Aftale 2
Aftale 3
Aftale 4

Aftale 5

Der er udarbejdet to tillægsaftaler til aftale 5, og de omhandler arbejdet med genopretning af volden og statens bygninger.

Læs tillægsaftalerne:

Tillægsaftale 1
Tillægsaftale 2

Købesummen

Købesummen for den del af Christianiaområdet, som Fonden har købt, er i alt 125,4 mio. kr. Prisen er fastsat ud fra bygningernes stand og genopretningsbehov og ud fra de opgaver i forhold til genopretning, drift og vedligehold af området, Fonden skal varetage.

Af den samlede købesum skal 85,4 mio. kr. betales kontant. Heraf betalte Fonden 51,8 kr. i forbindelse med overtagelsen den 1. juli 2012. Den resterende del af den kontante købesum på i alt 33,6 mio. kr. betales i tre rater i årene 2014, 2016 og 2018 med forfald henholdsvis den 31. december 2014 med 5,6 mio. kr., 31. december 2016 med 16,8 mio. kr. og 31. december 2018 med 11,2 mio. kr.

Den resterende del af købesummen på 40.000.000 kr. berigtiges ved Fondens overtagelse af alle forpligtelser til genopretning af fællesarealer, veje, belysning og forsyningsnettet samt til genopretning, vedligeholdelse og drift af fortidsmindet.

Fonden kan frem til 2021 ansøge om refusion i købsraterne for det arbejde som udføres i forbindelse med genopretning af den fredede vold og statens bygninger på volden.