Måling af de økonomiske gevinster ved Det Digitale Byggeri

05.05.2012
Efter 3 års arbejde har DTU Byg i samarbejde med bl.a. Copenhagen Business School nu offentliggjort hovedelementerne af resultaterne fra forskningsprojektet ”Måling af de økonomiske gevinster ved Det Digitale Byggeri”.

Forskningsprojektet blev oprindeligt igangsat og finansieret af den tidligere Erhvervs- og Byggestyrelsen, men er i forbindelse med de seneste ressortomlægninger overgået til Bygningsstyrelsen.

Projektets resultater består af fire casestudierapporter samt en projektteknisk rapport, der beskriver de økonomiske effekter af implementeringen af digital, modelbaserede arbejdsmetoder og værktøjer på konkrete byggeprojekter, der samlet repræsenterer hele bygningens livscyklus.

De fire casestudier tager udgangspunkt i fire virksomhedstyper der repræsenterer væsentlige aktørgrupper i den danske byggesektor. Det drejer sig om en mindre arkitektrådgiver, en større ingeniørrådgiver, en større entreprenør og en byg- og driftsherre med rådgiver. Andre aktørgrupper bliver indirekte behandlet gennem deres relation til de byggeprojekter, der underkastes målinger.

Ud over at dokumentere gevinster forbundet med implementering af IKT på byggeprojekter, fungerer casebeskrivelserne yderligere som et idékatalog og inspirationskilde til byggeriets parter, til at få konkret viden til at træffe beslutninger om implementering af IKT og modelbaserede arbejdsmetoder i deres virksomheder.