Augustenborg Slot: På sporet af de oprindelige farver

I forbindelse med restaureringen af slottet, der i nær fremtid skal huse Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, har Københavns Konservator nu afdækket oprindelige farvelag på slottets vægge, trapper og ovn-nicher.

Af Anne Jonstrup Simonsen, Københavns Konservator

Slottets vekslende funktioner gennem snart 250 år har sat sig sine spor. Spor, som Københavns Konservator har undersøgt ved hjælp af farvearkæologiske undersøgelser.

Augustenborg slot er opført i 1770-1776 og var oprindelig stamsæde for hertugslægten opkaldt efter hertuginde Augusta. Den sidste af slægten på slottet var hertug Christian August 2. af Slesvig Holsten-Sønderborg-Augustenborg.

Mange forskellige formål

Slottet blev i 1850 beslaglagt af den danske hær, som frem til 1864 anvendte det som lazaret og kaserne.  Efter 1864 (den 2. Slesvigske Krig 1863-1864) kom Sønderjylland under tysk herredømme, og Augustenborg blev lagt under den preussiske stat, der indrettede det til kvindeseminarium.

I 1885 blev det givet tilbage til hertugslægten, men Ernst Günther 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg foretrak at blive boende på Gråsten Slot og seminariet blev på Augustenborg.

Efter genforeningen i 1920 solgte hertugfamilien slottet til den danske stat, og i 1929 vedtog Rigsdagen at indrette slottet til et psykiatrisk sygehus med plads til 500 patienter. Det psykiatriske hospital blev indviet i april 1932 og nedlagt i september 2015.

Tilbage til 1700-tallet

Der er ikke fundet beskrivelser af interiørerne fra hertugtiden men det ældste bevaret prospekt, der kendes, er akvarellen ovenfor tegnet og malet af J.C. Kraft, dateret 1784.

På akvarellen ses et interiør med et glat pudset loft med kraftig profileret hulkhel. Væggene er beklædt med lærred, tapet, dobbelte fyldingsdøre med dørstykker og brystpanel. Gulvet er enten imitationsmalet eller med marmorsten lagt i skakmønster. En flot ovn-niche flankeret af en svungen rokoko stukkatur.

På baggrund af de ældste farvespor fra hertugtiden skal slottet farvesættes af Københavns Konservator, så interiørerne igen kan fremstå med de farvetoner, som hertugen og hertuginde Augusta oprindeligt var omgivet af i sidste halvdel af 1700-tallet.