Ny Østre Skole

Modernisering af Østre Skole i Holbæk

Tidemandsvej 1, 4300 Holbæk Vis placering på kort

FAKTA

Bygherre
Bygningsstyrelsen
Kunde
Styrelsen for Undervisning & Kvalitet, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Akkrediteringsinstitut og Danida Fellowship Centre
Arkitekt
Kullegaard A/S
Bygherrerådgiver
Emcon A/S / Spark
Ingeniør
Niras
Totalentreprenør
Ole Jepsen A/S
Areal
6.490 m2
I brug
2020

Bygningsstyrelsen moderniserer Østre Skole i Holbæk for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Akkrediteringsinstitution og DANIDA Fellowship Centre. De fire institutioner flytter til Holbæk som led i regeringens udflytningsplan Bedre Balance I og II.

Skolebygningerne og gårdarealet skal gennemgå en omfattende renovering og ombygning for at kunne benyttes til moderne kontorlokaler. Projektet gennemføres som totalentreprise, udbud med forhandling.

Fælles for de fire institutioner, der bliver de daglige brugere, er en overordnet orientering mod 'Læring og uddannelse', hvilket ræsonnerer med, at Østre Skole er bygget og brugt som folkeskole. Skolen kommer til at huse ca. 400 ansatte i kontormiljøer fordelt i de tre længer. I hovedbygningen vil der desuden være kantine og mødecenter i de tidligere gymnastiksale, hvor en stor del af interiøret bliver bevaret. Generelt er bevaring af 'skoleidentiteten' et fokus for de kommende brugere.

På gårdspladsen vil der blandt de fredede træer være fællesarealer til udendørs ophold og parkering til både cykler og biler.

Særlig arkitektur

Østre Skole er er tegnet af arkitekt A. Haunstrup og opført over en årrække fra 1901 i nationalromantisk stil. Skolen er opført som pavillonskole (skole bestående af fritliggende eller sammenbyggede bygningsenheder), og er ét af få eksempler herpå i dansk arkitekturhistorie.

Udvendigt er bygningerne og materialerne meget typisk for sin tid. Vestfacaden, som vender ud mod Markedspladsen, består af tre sammenbyggede bygningskroppe med frontkviste og store halvcirkelformede vinduespartier. Mod nord ligger en gymnastiksal samt en markant tårnbygning. Bygningerne har helvalmede, skiferbeklædte tage. Facader står i blank mur af røde tegl med markante og høje vinduespartier i hvid, rød og grøn bemaling. Sokler og trappesten er i granit.