Nyt mødecenter på Slotsholmen

Bygningsstyrelsen har netop holdt rejsegilde for et nyt mødecenter på Frederiksholms Kanal

  • Visualisering af det færdige mødecenter. Af Bertelsen og Scheving Arkitekter Visualisering af det færdige mødecenter. Af Bertelsen og Scheving Arkitekter
  • Tagkonstruktionen af den afskårede gavlfacade ud mod Frederiksholms Kanal Tagkonstruktionen af den afskårede gavlfacade ud mod Frederiksholms Kanal
  • Kransene ved rejsegildet den 17. marts 2016 Kransene ved rejsegildet den 17. marts 2016
22.03.2016

Det nybyggede mødecenter bliver på 400 m2 og skal primært bruges af Transport- og Bygningsministeriet.

Mødecentret er en nyfortolkning af et klassisk saddeltagshus, som er inspireret af de omkringliggende bygningers varierede tagformer med skråt afskårne flader. Blandt andet kommer der en skråt afskåret gavlfacade ud mod Frederiksholms Kanal, så der er frit udsyn til hovedindgangen til Transport- og Bygningsministeriet, når gæster ankommer til ministeriet.

Det nye mødecenter afløser den gamle 'gule barak' og bliver et nyt, flot og æstetisk 'træskrin'. Indenfor bliver væggene beklædt med egetræsfinér, ligesom der kommer egetræsgulve. Udenfor beklædes facaderne med trælister i cedertræ. Den '5. facade', som taget også kaldes, bliver beklædt med samme trælister i cedertræ, da taget vil være meget synligt oppe fra de mange omkringliggende kontorer.

Vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Kristian Lyk-Jensen, var vært ved det traditionsrige rejsegilde for alle håndværkerne og kommende brugere. Kristian Lyk-Jensen talte bl.a. om det helt særlige ved at bygge på 'magtens ø':

"Centraladministrationen har holdt til på Slotsholmen i århundreder, hvor Absalon menes at have bygget den første borg i 1167. Det er derfor mildest talt ikke hver dag, at vi får mulighed for at bygge så centralt i København. Derfor glæder vi os ekstra meget til at kunne indvie det nye mødecenter til august i år, og give nogle af vores vigtigste kunder nogle flotte og velfungerende rammer for deres fremtidige møder og konferencer."

Byggeriet på Slotsholmen er undervejs stødt på forskellige udfordringer, fra f.eks. asbest i gamle tagplader, der var skjult under tagpappet på den tidligere barak, til gammelt murværk fra det der menes at være magasiner i forbindelse med Chr. IV's første bryghus fra ca. 1618 og andre spændende arkæologiske fund fra 1600-tallets København. Der blev også støbt terrændæk i bidende frost i starten af januar, ligesom den lokale trafik måtte omdirigeres i flere dage, da meget store stålkonstruktioner skulle løftes på plads i februar.