Thi-hvert-i-fald kendes for ret

Sådan lød justitsmister, Karen Hækkerups, ændringsforslag om at anvende Bamse som varemærke til kendelsen af en gammel fogedforbudssag, ved indvielsen af Vestre Landsret mandag d. 15. september 2014.

  • Foto: KPF Arkitekter og Francesco Galli Foto: KPF Arkitekter og Francesco Galli
13.10.2014

Ud over et kig tilbage i Landsrettens sagshistorik, talte justitsministeren blandt andet også om, hvordan landsretspræsidenten længe havde haft julelys i øjnene, når emnet faldt på den nye landsretsbygning og at hun nu forstod hvorfor.

Bygningen der ligger på en bakketop med udsigt over Viborg by og i sigtelinje med den gamle domkirke er et fint symbol på landsretten som instans og som den tredje statsmagt. Med et stringent og monumentalt ydre med facader i kobber og natursten repræsenterer bygningen den seriøsitet og autoritet, der må knyttes til en landsret. Træbeklædning i bygningens indre samt store specialfremstillede Verner Panton-lamper i kobber giver bygningen varme, så den i en menneskelig skala fremstår både imødekommende og tryg for den besøgende.

I entreen mødes den besøgende af kobberskulpturen "Justitia" af Jette Vohlert, der med bind for øjnene og en vægt i hånden står som et symbol for retfærdigheden. Skulpturen er én af mange kunstværker, som den nye bygning huser.

Landsretten er opført som et OPP-projekt (offentlig-privat-partnerskab) og blandt talerne til indvielsen lød der kun rosende ord om projektmodellen.

Blandt talerne var også landsretspræsidenten selv, Bjarne Christensen, Viborgs borgmester, Torsten Nielsen, direktør  i Domsstolsstyrelsen, Charlotte Münter og Bygningsstyrelsens direktør, Carsten Jarlov, der som bestiller, har haft det overordnede ansvar for byggeriet. Derudover talte også leverandøren af OPP-byggeriet, direktør i Nordea Ejendomme, Palle Gyldenløve, som har stået for opførelse af det nye byggeri og ligeledes skal stå for drift og vedligehold de næste 25 år.

Bygningsstyrelsen udbød opgaven i 2011 og tildelte primo 2012 opgaven til A. Enggaard A/S og Nordea Ejendomme med et forslag tegnet af KPF Arkitekter.

En af fordelene ved et OPP-projekt er, at det  i højere grad skaber et incitament til at tænke i driftsvenlige og langtidsholdbare løsninger fra starten, da den private part har ansvaret for såvel projektering og opførelse som drift, vedligehold og serviceydelser de næste 25 år, hvorefter staten har mulighed for at overtage byggeriet.

Baggrunden for den nye bygning er, at Folketinget ved vedtagelsen af Finansloven i 2010 besluttede, at der skulle bygges en ny bygning til Vestre Landsret. Formålet var tidssvarende faciliteter med effektive arbejdsgange til glæde for både ansatte og besøgende. Bygningen er derfor struktureret ud fra et princip om en ydre, en indre og en lukket zone, der understøtter personalets arbejdsgange og sikkerhed samt retssikkerheden for såvel vidner som arrestanter.

For Bygningsstyrelsen er projektet et led i styrelsens generelle mål om moderne, funktionelle og energi- og omkostningseffektive bygninger med bedre rammer og arbejdsvilkår for ansatte og brugere.