Vores arbejdsplads

I Bygningsstyrelsen spænder arbejdsområderne bredt og vores ca. 230 medarbejdere kommer med mange forskellige baggrunde, der i samspil skaber stor værdi. Organisationen rummer bl.a. arkitekter, ingeniører, samfundsvidenskabelige generalister, administrative medarbejdere og teknisk personale. Arbejdsmiljøet er præget af højt engagement, samarbejde på tværs og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og fritid, og anerkender, at der er individuelle forskelle og behov.

”Er der en god stemning mellem dig og dine kolleger” blev topscorer inden for temaet arbejdsglæde, da medarbejderne svarede på den seneste tilfredshedsundersøgelse.

I Bygningsstyrelsen ved vi, hvor stor indvirkning lokaler og bygninger har på effektivitet, arbejdsglæde og attraktivitet. Vi er derfor glade for at kunne tilbyde medarbejdere flotte, åbne kontorer i en energieffektiv bygning. Bygningsstyrelsen er for nyligt flyttet til et nybygget og moderne kontor i en ejendom, som vi deler med andre statslige institutioner.

Vi har i den forbindelse indført aktivitetsbaseret kontor uden faste pladser. Det betyder, at alle ansatte har mulighed for løbende at placere sig på en plads, der understøtter de opgaver, man konkret skal løse. Det kan være en stilleplads til arbejde, der kræver koncentration uden forstyrrelser, en fokusplads med to pc-skærme til almindeligt varieret kontorarbejde, en aktivplads til fx projektorienterede opgaver eller et højbord til et kortere uformelt møde med en kollega.

Vi arbejder derudover med en papirfri hverdag.

Under Mød medarbejderne kan du møde nogle af Bygningsstyrelsens medarbejdere. De fortæller hver, i en kort film, om deres arbejde i styrelsen.