Omfattende ombygning af historiske Augustenborg Slot er færdig

Bygningsstyrelsen afslutter i disse dage arbejdet med at renovere og modernisere Augustenborg Slot. Det historiske slot er derfor i starten af det nye år klar til, at Landbrugsstyrelsens medarbejdere flytter ind.

  • Augustenborg Slot december 2018 Augustenborg Slot december 2018
  • En af de mange dekorationer i rokokostil, som findes på slottet En af de mange dekorationer i rokokostil, som findes på slottet
  • En del af korridoren, der går gennem alle bygningens tre fløje En del af korridoren, der går gennem alle bygningens tre fløje
19.12.2018

Som et led i regeringens plan "Bedre balance - geografisk flytning af statslige arbejdspladser" har Bygningsstyrelsen siden efteråret 2015 arbejdet med at relokalisere en række statslige institutioner. Lokaliseringen af Landbrugsstyrelsen på Augustenborg Slot har betydet en gennemgribende renovering og modernisering af hovedbygningen, som udgør ca. 5.000 m2. Bygningen skal fremover være arbejdsplads for omkring 400 ansatte, og også medarbejdere fra Fiskeristyrelsen og Miljøstyrelsen vil være at finde på slottet og i sidebygningerne. Slottet bliver ved årsskiftet overdraget til Landbrugsstyrelsen, som medio januar flytter ind i de nyistandsatte lokaler.

Kontorchef fra Bygningsstyrelsen Nana Ejlers siger om projektet:

"Den omfattende ombygning og modernisering af Augustenborg Slot er lykkedes på hele tre måder. Der er skabt nogle nye moderne og funktionelle kontorarbejdspladser, ombygningen omfavner slottets historie på fornem vis i fx farvevalg og materialevalg, og så er byggeprojektet ovenikøbet gennemført til den aftalte tid, pris og kvalitet i et godt samarbejde med de involverede parter."

Projektet er udført som totalentreprise, og kontrakten blev i 2017 tildelt til Hansson & Knudsen A/S med NIRAS A/S og CUBO Arkitekter A/S som rådgivere. Ombygningen har blandt andet omfattet etablering af et ventilationsanlæg, opførelse af nye toiletter og tekøkkener samt integration af elinstallationer og elevatorer. Alt arbejdet er foregået med stor respekt for det fredede slots oprindelige stil og hoveddisponering. Det har i renoveringen været en bærende tanke at vende tilbage til Augustenborg Slots stemning, som det var engang.

Både slotsplads, have og museer i de omkringliggende bygninger vil fortsat være tilgængelige for offentligheden.