Vores arbejdsplads

Bygningsstyrelsens kontor i København. I forgrunden ses to stole og en sofa til korte snakke. I baggrunden ses en hvid reol og kig ind gennem ruderne til mødelokaler
Bygningsstyrelsens hovedkontor i København. Foto af Niels Nygaard for Arkitema

I Bygningsstyrelsen spænder arbejdsområderne bredt og vores godt 300 medarbejdere kommer med mange forskellige baggrunde, der i samspil skaber stor værdi.

Organisationen rummer bl.a. arkitekter, ingeniører, samfundsvidenskabelige generalister, administrative medarbejdere og teknisk personale. Arbejdsmiljøet er præget af højt engagement, samarbejde på tværs og gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og fritid, og anerkender, at der er individuelle forskelle og behov.

Bygningsstyrelsens kontor i Skanderborg. Medarbejdere sidder og arbejder ved et langbord og ved almindelige skriveborde. I baggrunden ses en medarbejder ved de halvhøje skabe i garderoben

Bygningsstyrelsens kontor i Skanderborg

I den seneste APV (arbejdspladsvurdering) fra efteråret 2019 scorer vi rigtig højt på 'meningsfulde arbejdsopgaver', 'indflydelse på eget arbejdet' og 'god personaleledelse'.

Bygningsstyrelsens direktør Rasmus Brandt Lassen udtaler:

Det er et fantastisk godt udgangspunkt for at være en attraktiv arbejdsplads og for det videre arbejde med at blive endnu bedre.

I Bygningsstyrelsen ved vi, hvor stor indvirkning lokaler og bygninger har på effektivitet, arbejdsglæde og attraktivitet. Vi er derfor glade for at kunne tilbyde vores medarbejdere flotte, åbne kontorer. Begge vores kontorer er indrettet aktivitetsbaseret med forskellige zoner, der understøtter de forskellige arbejdsopgaver, du løser i løbet af din arbejdsdag.

Det betyder, at alle medarbejdere har mulighed for løbende at sætte sig på en plads, der understøtter de opgaver, man konkret skal løse. Det kan være en stilleplads til arbejde, der kræver koncentration uden forstyrrelser, en fokusplads med to pc-skærme til almindeligt varieret kontorarbejde, en aktivplads til fx projektorienterede opgaver eller et langbord, en sofa eller måske vores hyggelige køkkener til et uformelt møde med en kollega. På samme måde ser vi hjemmet som endnu en mulig arbejdszone, som kan benyttes til de opgaver, der bedst løses her.

Vi har valgt den aktivitetsbaserede indretning og en positiv tilgang til delvis hjemmearbejde, fordi vi ønsker at styrke vores samarbejde og videndeling, skabe bedre mulighed for fordybelse samt understøtte et godt arbejdsmiljø med høj trivsel og fleksibilitet i hverdagen.

Vi arbejder derudover med en papirfri hverdag.