Bygningsstyrelsen bidrager til målet om et CO2-frit København

Bygningsstyrelsen har netop underskrevet en aftale om at lade 12 statslige kontorejendomme indgå i Københavns Kommunes partnerskab 'Energispring', der indgår i kommunens plan om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad.

Enhedschef i Bygningsstyrelsen Christian Hauser og teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. Foto: Troels Heien Enhedschef i Bygningsstyrelsen Christian Hauser og teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. Foto: Troels Heien
30.03.2017

På Ejendomsmessen i Bella Centret den 29. marts underskrev enhedschef i Bygningsstyrelsen Christian Hauser på styrelsens vegne en partnerskabsaftale med Københavns Kommune om, at 12 statslige kontorejendomme med et samlet areal på ca. 130.000 m2 fremover indgår i Energispring.

Christian Hauser siger: "Bygningsstyrelsen ser Energispring som et godt koncept til en større åbenhed om en energirigtig drift og om energibesparelser. I ni af de 12 kontorbygninger har Bygningsstyrelsen allerede opnået så store energibesparelser på varmeområdet, at bygningen er grøn efter trafiklysmodellen. Her er bygninger med et varmeforbrug under 100 kWh/m² grønne. Udover at fastholde det lave energiforbrug i disse bygninger, er det også ambitionen for de resterende tre ejendomme at sænke varmeforbruget markant."

Bygningsstyrelsen har i en længere årrække haft fokus på at sænke energiforbruget i alle sine statslige kontorejendomme. Styrelsen har bl.a. oplyst om energiforbruget i de enkelte kontorejendomme på BYGST.dk, så de statslige institutioner har mulighed for at benchmarke deres energiforbrug med hinanden.

Bygningsstyrelsen har også netop færdiggjort en omfattende energirenovering af 19 kontorejendomme i hele landet, heraf ni i Københavns Kommune. Her er typisk både varme- og ventilationsanlæggene fornyet eller udskiftet, ligesom der oftest er sket en opdatering af CTS-anlægget, der meget præcist kan styre og regulere opvarmningen og ventilationen efter, hvornår lokalerne er i brug.

Et aktuelt fokusområde for Bygningsstyrelsen er samarbejde med de private udlejere, der udlejer kontorlokaler til staten. Over halvdelen af Bygningsstyrelsen mere end 2 mio. m² kontorer er lejet hos med private udlejere. Derfor vil styrelsen gerne i højere grad videndele om vores erfaringer med at gennemføre energisparende tiltag i kontorejendomme. Blandt andet ved at overvåge driften digitalt og aktivt anvende timeaflæste data om energiforbruget til at undgå unødigt energiforbrug f.eks. om natten og i weekender. 

Fakta
Energispring er et samarbejde mellem Københavns Kommune, HOFOR, bygningsudlejere, andelsboligforeninger, administratorer og interesseorganisationer om at udvikle fremtidens energirigtige bygninger.