Første spadestik på nyt byggeri til Aalborg Universitet

Mandag den 18. august 2014 blev det første spadestik taget på nybyggeriet til Institut for Energiteknik på Aalborg Universitets campus.

18.08.2014

Bygningen skal give forskere og studerende ved instituttet hele 3.200 ekstra kvadratmeter fordelt på to etager. Dette vil medføre, at alle der er tilknyttet Institut for Energiteknik i fremtiden vil være samlet under ét tag.

Bygningen, der er tegnet af arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard og har Cowi som teknisk rådgiver, vil blive placeret på adressen Pontoppidanstræde 111. Nybyggeriet er budgetteret til 53,1 mio. kr. og forventes at kunne tages i brug allerede i løbet af efteråret 2015.

Bygningens facade vil bestå af rød tegl og beton, og den vil få tre karakteristiske gårdhaver, som brugerne vil opleve som integrerede rum i bygningen.

Indvendigt skal byggeriet blandt andet indeholde et auditorium med plads til minimum 120 personer, mødelokaler, grupperum, kontorer og fleksible fællesområder, som kan tilpasses instituttets aktuelle behov.

Første spadestik til det nye byggeri bliver taget af Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg Universitets rektor, Per Michael Johansen, dekan for Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, Eskild Holm Nielsen og institutleder John K. Pedersen fra Institut for Energiteknik og vores projektdirektør Jan Q. Rasmussen, Bygningsstyrelsen.