Campus og Studiemiljø - fysiske rammer til morgendagens universiteter

Bogen sætter fokus på potentialet i at bruge fysisk planlægning og arkitektur til at skabe verdensklasse universiteter. Den præsenterer eksempler på hvordan internationale og danske universiteter arbejder med sagen og debatterer samtidig måden, vi gør det på.

Universiteterne bliver udfordret! Læringsformer og faggrænser ændrer sig. Der er nye krav til bæredygtighed og fleksible bygningsstrukturer. Ligesom vi i dag oplever et anderledes samspil mellem uddannelse, forskning og omverden. Tilsammen gør det, at universiteterne til stadighed skal nytænke sig selv.

De fysiske rammer spiller en væsentlig rolle for morgendagens universiteter. Bogen præsenterer eksempler på, hvordan internationale og danske universiteter arbejder med sagen og debatterer samtidig måden, vi gør det på. 

”Flere og flere universiteter har fået øjnene op for potentialet i at bruge fysisk planlægning strategisk: Det er ikke en tilfældighed, at MIT vælger planlægningsmetoder, der sikrer ikonarkitektur, Harvard integrerer bæredygtighed i alle led af planlægningen, og ETH Zürich vælger at omdanne et 70´er campus til en akademisk bydel for TankeKultur”

Bogen er essensen af et projekt i Universitets- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet, som sætter fokus på potentialerne ved at indtænke fysisk planlægning af universiteter professionelt og strategisk. Den er skrevet til beslutningstagere, udførende og brugere, der arbejder med fysisk universitetsplanlægning.

Bogen skal inspirere og skabe forudsætninger for den fysiske planlægning af morgendagens campusområder og studiemiljø.