Hvad laver Bygningsstyrelsen?

Læs om de ydelser, vi tilbyder vores kunder.

Bygningsstyrelsen er statens ejendomsvirksomhed og bygherre. Vi har ansvar for at skabe moderne, funktionelle og omkostningseffektive rammer til nogle af landets vigtigste statslige institutioner – f.eks. universiteterne, politiet, domstolene og ministerierne.

Lokaler og bygninger har stor indvirkning på indlæring, effektivitet og arbejdsglæde. De rammer, vi skaber for statens institutioner – vores kunder - er derfor afgørende for, om de kan løse deres opgaver og bidrage til samfundets udvikling. Gennem effektiv afdækning af nuværende og fremtidige behov i samarbejde med kunden udvikler vi de lokaleløsninger, som skaber størst mulig værdi for kunden - og for stat og samfund.

Stor volumen med store muligheder

Med en samlet ejendomsportefølje på ca. 4 mio. m2 – heraf ca. 1 mio. privatejede lejemål og OPP-projekter - mere end 1.600 lejemål og med igangværende og planlagte byggesager for i alt ca. 14 mia. kr. er Bygningsstyrelsen en af Danmarks største offentlige ejendomsvirksomheder og bygherrer.

Bygningsstyrelsens volumen giver mulighed for systematisk at holde omkostninger nede og udnytte stordriftsfordele. Vores volumen er også med til at skabe synergi og sammenhæng i statens byggeri og ejendomsdispositioner og skabe udvikling i byggeriet. På den måde sørger vi for, at der kommer mest muligt ud af kundens og statens ressourcer.

Som en del af Klima-, Energi - og Bygningsministeriet har Bygningsstyrelsen en helt særlig rolle i forhold til at pege på muligheder for at reducere energiforbruget i bygninger og vejlede og inspirere andre med energirigtige løsninger, der viser fremad. Bygninger er en afgørende faktor i kampen for at skabe et mere bæredygtigt samfund og nå regeringens målsætninger om at reducere energiforbruget og skabe et samfund, der er uafhængigt af fossile brændsler.

Ung styrelse med stor erfaring

Bygningsstyrelsen er et resultat af regeringsdannelsen 3. oktober 2011, hvor regeringen lagde ansvaret for statens kontorejendomme og universitetsbygninger og for sager om byggeri i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Bygningsstyrelsen er dermed en ung styrelse, som bygger på en lang erfaring med ejendomsvirksomhed og byggeri.

Vi løser opgaven ved udleje af statens ejendomme, gennem moderniseringer og nybyggeri og køb, salg, leje, byggeri, renovering og vedligehold. Det kan du læse mere om på de næste sider.